Sportspsykologi på ESAA
Her kan du læse mere om den bagvedliggende teori, der ligger til grunde for sportspsykologi på ESAA
Hos ESAA Sportspsykologi støttes og undervises udøveren i at håndtere de udfordringer, man som ungt talent kan komme til at stå overfor. Vi oplever, at udøveren opnår et bedre kendskab til sig selv, ved at blive mere bevidst omkring egen sportslige identitet, værdier og reaktionsmønstre. ESAAs helholdsorienterede tilgang kommer til udtryk gennem rammeværket Mind/Body/Culture/Team med udøveren i centrum. På ESAA tror vi på, at den bedste udøver-trivsel og udvikling sker ved fokus på både kroppen, det mentale og de fællesskaber, man indgår i.
Vi anerkender, at rejsen som ung talentudøver kan være udfordrende og fyldt med mange bump på vejen. Det kan eksempelvis være svært at få skolearbejdet til at gå op, samtidig med at træning, venner og familie skal passes. Ligeledes kan udøveren opleve pres grundet udtagelseskriterier i sin sport, opleve usikkerheder omkring team-building og kommunikation samt måske finde det vanskeligt at forventningsafstemme med forældre og trænere. Disse problemstillinger kan manifestere sig i form af ubehagelige tanker og følelser som kan være svære at håndtere. ESAA tager udgangspunkt i Team Danmarks sportspsykologiske filosofi, hvor udøveren i højere grad skal lære at acceptere ubehagelige tanker og følelser som kan forstyrre den optimale performance. Ligesom Team Danmark, bruger vi den praksisorienterede tilgang Acceptance and Commitment Therapy (ACT). ACT lærer udøveren at handle i overensstemmelse med egne værdier, se modgang som en naturlig del af rejsen og tænke mere fleksibelt. Som udøver vil du bl.a. stifte bekendtskab med ACT på vores præstationsoptimeringskursus. Hvis du vil vide mere om ACT og Team-Danmarks sportspsykologiske filosofi, kan du finde linket til deres hjemmeside nederst på siden.
Hos ESAA sportspsykologi oplever vi, at vores helhedsorienteret tilgang skaber indsigt hos udøveren. Udøveren lærer sig selv at kende som et helt menneske, der interagerer med dets miljø på mange forskellige måder, og lærer at medgang og modgang er naturlige aspekter af talentrejsen.