Gå til hovedindhold

Ny uddannelsespartner

ESAA har fået en ny uddannelsespartner

Indhold

    Århus Akademi indtræder som ny uddannelsespartner på ESAA fra uddannelsesåret 2025/26 og dermed er der endnu en mulighed for Dual Career-atleter i Aarhus Kommune.

    Partnerskabet med Århus Akademi omhandler 2-årigt STX for ESAA-atleter med mulighed for forlængelse til 3 år for Team Danmark-godkendte atleter. Den 2 årige STX på Århus Akademi er en studieordning, der bygger på ”studenterkursusmodellen”, som kun udbydes 9 steder i Danmark og giver adgang til videregående uddannelser på samme måde som almen STX på 3 år.

    Atleterne skal som udgangspunkt opfylde de almindelige krav til optagelse på STX. Optagelse kan dog kan tidligst finde sted et år efter, at man har afsluttet 9. klasse – og dermed er tilbuddet differentieret fra de STX-tilbud allerede findes i ESAA-uddannelsespakken - såvel på indhold som målgruppe.

    ESAA ser frem til at udvide paletten med dette tilbud, da det er rettet mod atleter, vi tidligere har haft vanskeligt ved at fastholde i et uddannelsestilbud. Et mindre timetal og en øget fleksibilitet i forhold placeringen af undervisningen giver en særlig gruppe af atleter mulighed for tilpasse specifikke sportslige krav til trænings og konkurrenceaktiviteter med uddannelsen.

    Detaljerede informationer om studieretning og struktur vil blive beskrevet på www.esaa.dk og  www.aarhusakademi.dk  og tilbuddet vil blive præsenteret på Team Danmarks og ESAAs informationsmøde onsdag den 27. november 2024 kl. 19.00 i Djurslands Bank Arena.

    Sidst opdateret: 21. november 2024